07. mar. 2023 - 9:22

Vindfølsomme køretøjer er igen velkomne på Storebæltsbroen




Storebæltsbroen har i løbet af tirsdag ad flere omgange forbudt kørsel med vindfølsomme køretøjer.

Tirsdag aften er forbuddet til gengæld blevet ophævet. Det gælder fra klokken 19.22.

Det oplyser Sund & Bælt, der er selskabet bag, på det sociale medie Twitter.

Det var forventningen, at det seneste forbud ville blive ophævet klokken 20.

På Øresundsbroen er vindfølsomme køretøjer blevet frarådet at passere.

Det gælder stadig tirsdag aften, fremgår det af Øresundsbroens hjemmeside.

Det blæste tirsdag eftermiddag 19 meter i sekundet på Øresundsbroen.

Restriktionen forventes ophævet i løbet af aftenen.

Også på Vejlefjordbroen og rute 9 Svendborgsundbroen frarådede man tidligere tirsdag høje og lette køretøjer.

Men det er blevet ophævet tirsdag sidst på eftermiddag, og det er derfor igen muligt at passere, skriver Vejdirektoratet på Twitter.

Der er heller ikke længere problemer på rute 9 Langelandsbroen, hvor også høje, vindfølsomme køretøjer igen kan passere.

Fra mandag aften og i løbet af tirsdag har der været vedvarende sne i stort set hele Danmark, og det er især Nordjylland, der har været ramt.

Her er der visse steder faldet op mod 30 centimeter sne. Det fremgår af hjemmesiden for Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Også flere færgeafgange har været aflyst på grund af vejret. Det gælder på linjen Gedser-Rostock og færgeafgange mellem Als og Fyn.

Og så har busser og togforbindelser været påvirket af både aflysninger og forsinkelser i Nordjylland, har DSB og Nordjyllands Trafikselskab tidligere oplyst på Facebook og Twitter.

Flere steder i Nordjylland har der da også været målt decideret snestorm, som DMI havde varslet.

Imens har store dele af landet været præget af blæst og sne.

Varslet om snestorm er dog tirsdag aften ophævet ifølge DMI, som samtidig oplyser, at det stadig vil blæse og sne på tværs af landet.

Kriteriet for snestorm er mindst ti centimeter sne på seks timer og vindhastigheder på mere end ti meter i sekundet.