Den næstkommanderende i Ruslands flåde, generalløjtnant Mikhail Gudkov, er blevet dræbt i grænseområdet i den russiske Kursk-region.
Det bekræfter Ruslands forsvarsministerium torsdag ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
Gudkov var på “kampmission” i Kursk, da han mistede livet.
Foruden Gudkov blev officeren Nariman Sjikhalijev dræbt.
De nærmere omstændigheder omkring deres død fremgår ikke.
Ukrainske styrker indtog Kursk i august sidste år, og siden har Ruslands militær forsøgt at tvinge dem tilbage.
Rusland hævdede for nylig, at landet havde genvundet kontrollen med hele regionen. Men Ukraine fastholdt, at dets soldater fortsat forsvarer et mindre område i Kursk.
Kursk ligger i det sydvestlige Rusland og grænser op til Ukraine.