Viborg FF har siden juni stået uden fast cheftræner, men nu har fodboldklubben fundet den nye mand i spidsen for superligaholdet.
Valget er faldet på 37-årige Nickolai Lund, der har haft jobbet midlertidigt, siden daværende cheftræner Jakob Poulsen i juni blev købt fri af AGF.
Det skriver Viborg i en pressemeddelelse.
Lund blev i juni forfremmet fra assistent til midlertidig cheftræner, og han har altså udnyttet tiden fornuftigt og gjort et godt indtryk.
– I den tid, processen har været i gang, har det løbende stået mere og mere klart for os, at Nickolai er det helt rigtige match som cheftræner for vores klub, siger sportschef Mads Agesen.
– Sideløbende med rekrutteringsprocessen har vi fået mulighed for at observere Nickolais måde at håndtere det hele på som midlertidig cheftræner, og der har vi set en meget kompetent træner, der stiller ekstremt høje krav til spillerne, staben og resten af sine omgivelser.
Cheftræneren har fået en treårig kontrakt med klubben fra domkirkebyen.