Antallet af døde efter mandagens jordskælv i Tyrkiet og Syrien er steget til over 11.200, oplyser embedsfolk.
Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger, at der alene i Tyrkiet er fundet 8574 døde.
Af meldinger fra regeringen og læger i Syrien fremgår det, at der her er fundet 2662 døde.
Redningshold kæmper i frost og sne med at finde overlevende i de mange huse, der er styrtet sammen under jordskælvene. Det første og mest kraftige jordskælv fandt sted natten til mandag og blev målt til en styrke på 7,8.
Det ramte nær den tyrkiske millionby Gaziantep cirka 50 kilometer fra grænsen til det nordvestlige Syrien. Der blev fulgt en række kraftige efterskælv.
Næsten 50.000 meldes kvæstet i Tyrkiet, mens tallet for Syrien er 5000.
Det er præsident Erdogan, som onsdag fortæller om det seneste antal dødsofre i Tyrkiet under et besøg i Kahramanmaraş. Det er en by i det sydlige Tyrkiet, som var epicenter for mandagens jordskælv.
Tv-billeder viser Erdogan omfavne en grædende ældre kvinde, mens han bevæger sig gennem en stor folkemængde hen mod et stort telt for Røde Halvmåne.
Der har været kritik af den måde, som regeringen har organiseret redningsindsatsen i det jordskælvsramte område på. Men det afviser han.
– I starten var der problemer i lufthavnene og på vejene. Men i dag går tingene lettere, og i morgen vil det være endnu lettere, lover han.
Der er præsidentvalg i Tyrkiet 14. maj. Landet er ramt af økonomisk uro med meget høj inflation. Hvis regeringens hjælpearbejde efter jordskælvet går skidt, risikerer han ved valget at blive fjernet efter mere end 20 år ved magten.