08. nov. 2023 - 11:11

Venstre vil give mere til julehjælp – resten af regeringen tøver




Venstre vil sætte flere penge af til julehjælp.

Det siger partiets socialordfører, Anni Matthiesen, onsdag til Ritzau.

– Jeg håber meget, at vi kan finde en ekstra pose penge, for der er desværre flere og flere familier, der har behov for julehjælp.

– Vi nærmer os jul, og organisationerne har brug for en tilkendegivelse på, om de kan få flere penge. Så jeg vil tage en snak med ministeren om det, allerede i dag eller i morgen, siger ordføreren.

Hjælpeorganisationen Blå Kors har tidligere onsdag meldt ud, at man har modtaget rekordmange ansøgninger om julehjælp.

Hos Mødrehjælpen har man også oplevet en stigning. I løbet af de første 14 dage i årets ansøgningsvindue har organisationen modtaget 9000 ansøgninger. Sidste år var antallet 6600.

De to organisationer har sammen med tre andre lavet et opråb om, at der er behov for at tilføje flere penge til vinter- og julehjælp fra politisk side.

Mens Venstre vil forsøge at finde flere penge, er meldingen noget mere tøvende fra de to andre regeringspartier.

Hverken Moderaternes eller Socialdemokratiets socialordførere kan svare klart på, om der er behov for flere midler til julehjælp.

Socialordfører Camilla Fabricius (S) siger, at hun vil drøfte spørgsmålet med social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

– Jeg synes, det er værd at diskutere med ministeren, så det vil jeg selvfølgelig tage op med hende. Vi er nødt til at se på, hvad årsagerne er til, at så mange søger, siger Camilla Fabricius.

Også Moderaternes Rosa Eriksen afviser at svare direkte på spørgsmålet om, hvorvidt der bør sættes flere penge af til julehjælp.

– Der bliver afsat de her fem millioner for nu. Om der skal sættes flere penge af end det, kan jeg simpelthen ikke sige, lyder det fra hende.

De omkring fem millioner er en ansøgningspulje, der har været afsat årligt siden 2019 til julehjælp.

Ritzau arbejder på at få en kommentar fra social- og boligministeren.