28. nov. 2024 - 21:56

Venezuela indfører lange straffe til kritikere af præsident




Venezuelas parlament har torsdag vedtaget en lov, der indfører fængselsstraffe på op til 30 år til personer, der støtter internationale sanktioner mod præsident Maduros styre.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Nicolas Maduro genvandt præsidentposten ved et omstridt valg i juli.

Loven har til formål at straffe enhver, der bakker op omkring eller efterspørger sanktioner mod regimet, skriver AFP.

USA og en række lande i Latinamerika og Europa har nægtet at anerkende resultatet af valget i juli.

De mener, at der har været omfattende valgsvindel.

I Venezuela har der siden valget været store protester.

Oppositionen i landet har offentliggjort stemmeoptællinger, som ifølge dem viser, at deres kandidat vandt overbevisende.

Oppositionens kandidat, Edmundo Gonzáles, er flygtet til Spanien, hvor han har søgt asyl.

Foruden flere årtier i fængsel risikerer personer, der støtter internationale sanktioner mod Venezuela, også at få forbud mod at bestride politiske embeder.

Parlamentet har torsdag vedtaget, at der kan gives forbud på op til 60 år.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.