21. jun. 2025 - 3:46

Vance: Soldater er fortsat nødvendige i Los Angeles




I Los Angeles er der fortsat behov for de soldater, der tidligere på måneden blev indsat af den amerikanske præsident, Donald Trump.

Det siger USA’s vicepræsident, J.D. Vance, natten til lørdag dansk tid, under et besøg i den amerikanske storby, der ligger i delstaten Californien.

Trump har indsat 4000 soldater fra Nationalgarden og 700 marineinfanterister i Los Angeles, efter at demonstrationer opstod i kølvandet på amerikanske immigrationsmyndigheders talrige razziaer og anholdelser i byen.

– Soldaterne og marineinfanteristerne er desværre fortsat en nødvendig del af, hvad der foregår her, fordi de er bekymrede for, at det skal blusse op igen, siger Vance til journalister.

Ifølge AFP er den seneste uge i Los Angeles forløbet relativt roligt.

Billeder fra nyhedsbureauet fredag, viser dog fortsat at der anvendes tåregas mod personer, der forsøger at forhindre den amerikanske told- og grænsemyndighed U.S. Customs and Border Protection (CBP) i at foretage razziaer i byen.

Den amerikanske vicepræsidents besøg i Los Angeles sker, dagen efter at en amerikansk appeldomstol besluttede, at Trump indtil videre kan beholde kontrollen over Californiens Nationalgarde.

Den demokratiske guvernør i Californien, Gavin Newsom, har i kraftige vendinger kritiseret, at Trump har taget Nationalgarden i brug. Ifølge guvernøren er det et brud på ytringsfriheden.

Ordrer om at indkalde Nationalgarden skal normalt gå gennem delstatens guvernør, medmindre der er oprør eller fare for et oprør mod regeringsmyndighederne.

Demonstrationerne har stort set været fredelige bortset fra enkelte episoder med vold og hærværk i en lille del af storbyen.

– Hvis du lader voldelige urostiftere brænde amerikanske storbyer ned til grunden, så sender vi selvfølgelig føderale retshåndhævende myndigheder ind for at beskytte de mennesker, som præsidenten blev valgt til at beskytte, siger Vance.

Han tilføjer, at præsident Trump igen er klar til at indsætte soldater, hvis det bliver nødvendigt.

Vicepræsidenten siger ikke noget om, hvor længe de soldater, der i øjeblikket opholder sig i Los Angeles, skal blive i byen.

AFP