22. apr. 2025 - 23:46

USA vil fjerne kunstige farvestoffer fra madvarer




USA’s fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA) vil udfase farvestoffer, som er fremstillet af råolie, fra de amerikanske fødevarer.

Det oplyser FDA tirsdag ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

FDA-kommissær Marty Makary forklarer på et pressemøde tirsdag, at studier har vist sammenhæng mellem farvestofferne og flere sygdomme – blandt andet kræft og diabetes.

– De seneste 50 år har amerikanske børn i stigende grad levet i en giftig suppe af syntetiske kemikalier, siger Makary.

Planen er at erstatte de i dag otte FDA-godkendte oliebaserede farvestoffer med naturlige farvestoffer.

Farverne kan ifølge FDA-kommissær i stedet komme fra rødbeder, vandmelon og gulerod.

Marty Makary forventer ikke, at ændringerne vil føre til prisstigninger på amerikanske fødevarer.

USA’s sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., deltog også i pressemødet. Her kaldte han de syntetiske farvestoffer og andre tilsætningsstoffer for en “eksistentiel” trussel.

Sundhedsministeren mener, at der er sket et skred i fødevaresikkerheden, siden hans onkel, John F. Kennedy, var præsident i USA.

– Da min onkel var præsident i 1960’erne, havde vi den sundeste befolkning i verden, siger ministeren.

USA’s præsident, Donald Trump, har kritiseret EU-landene for at købe for få amerikanske fødevarer.

Det er sket, samtidig med at præsidenten har indført importtold på varer fra stort set alle lande i verden.

I sidste uge meddelte EU-Kommissionen, at EU ikke vil slække på de europæiske fødevarestandarder som del af en forhandling om told med USA.

– Det er en rød linje, sagde en talsmand for EU-Kommissionen tirsdag i sidste uge.

– Det er afgørende at huske, at EU-standarderne for fødevarer, sundhed og sikkerhed er sakrosankte (hellige, red.), lød det videre.