25. jul. 2025 - 3:36

USA går imod Frankrigs plan om at anerkende palæstinensisk stat




USA tager kraftigt afstand fra Frankrigs plan om at anerkende en palæstinensisk stat ved FN’s Generalforsamling.

Det skriver USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, på det sociale medie X.

– Denne hensynsløse beslutning tjener kun Hamas’ propaganda og forsinker fred. Det er et slag i ansigtet på ofrene for 7. oktober, skriver han.

Torsdag aften skrev Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på det sociale medie X, at landet vil anerkende en palæstinensisk stat.

Den formelle meddelelse vil komme ved FN’s Generalforsamling i september, lød det.

– Det mest presserende i dag er at få krigen i Gaza til at stoppe og sikre nødhjælp til civilbefolkningen, skrev Macron i et brev til formanden for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, som er offentliggjort på X.

– Endelig skal staten Palæstina opbygges, dens levedygtighed sikres, og der skal gives mulighed for, at den – ved at acceptere afmilitarisering og fuldt ud anerkende Israel – kan bidrage til sikkerheden for alle i Mellemøsten, skrev præsidenten.

Andre lande – heriblandt Danmark, USA og Canada – støtter en tostatsløsning mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre.

Den militante gruppe Hamas angreb den 7. oktober 2023 Israel og dræbte omkring 1200 mennesker. Omkring 250 andre blev taget som gidsler.

Siden har der – foruden en våbenhvile på cirka halvanden måned – været daglige angreb. På det seneste har Israel fået kritik for at blokere nødhjælpslastbiler fra at komme ind i området og for angreb på civile.

Efter godt 21 måneders krig nærmer dødstallet i Gazastriben sig 60.000, har tal fra de palæstinensiske sundhedsmyndigheder vist.

Hvis det tal står til troende, svarer det til, at flere end én ud af 40 indbyggere i det palæstinensiske område er blevet dræbt siden 7. oktober 2023.