10. aug. 2025 - 17:16

USA arbejder på at arrangere møde mellem Putin og Zelenskyj




USA arbejder på at arrangere et møde mellem Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det siger USA’s vicepræsident, J.D. Vance, i et interview med Fox News søndag, skriver Reuters.

I interviewet fortæller vicepræsidenten dog, at han ikke mener, at det vil være “produktivt” for Putin at mødes med Zelenskyj, før den russiske præsident har haft et møde med den amerikanske præsident, Donald Trump.

De to præsidenter skal efter planen mødes i den amerikanske delstat Alaska 15. august.

Det annoncerede både USA og Rusland natten til lørdag.

Det er de to lederes første fysiske møde siden 2019.

Mødet mellem Trump og Putin skal afholdes i den amerikanske delstat Alaska. Et område, som var russisk, indtil Rusland solgte det til USA i 1867.

Inden annonceringen af det forestående møde sagde Trump fredag, at der vil blive foretaget “en vis udveksling af territorier” til gavn for både Ukraine og Rusland, og at spørgsmålet snart ville blive drøftet.

Men ingen form for afgivelse af ukrainsk territorium kan komme på tale, understreger Zelenskyj i et opslag på X.

– Svaret på spørgsmålet om det ukrainske territorium findes allerede i Ukraines forfatning. Ingen kommer til at afvige fra denne – og ingen vil kunne det, skriver han.