04. jun. 2025 - 3:46

USA anklager kinesere for indsmugling af farlig svamp




USA’s justitsministerium anklager to kinesiske statsborgere for indsmugling af en svamp, der potentielt kunne benyttes til at udføre “agroterrorisme” i det amerikanske landbrug.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Justitsministeriet har identificeret svampen som fusarium graminearum og oplyser videre, at svampen ifølge faglitteratur kan bruges som et “agroterrorvåben”.

I en udtalelse skriver ministeriet, at svampen forårsager “hovedskimmel” i bestemte afgrøder og årligt er ansvarlig for økonomiske tab for milliarder af dollar.

USA’s justitsminister, Pam Bondi, siger ifølge ABC News i en udtalelse, at hendes ministeriums vigtigste opgave er at beskytte USA mod udenlandske fjender, der vil skade landet.

– Takket være hårdt arbejde fra dygtige advokater i ministeriet står den tiltalte – som i hemmelighed forsøgte at bringe et destruktivt stof ind i USA – over for flere år bag tremmer, siger Pam Bondi.

Ifølge det amerikanske forbundspoliti, FBI, medbragte den kinesiske forsker Zunyong Liu den uønskede svamp, da han i juli sidste år besøgte sin kæreste i USA.

Zunyong Liu har ifølge FBI indrømmet indsmugling af svampen. Han hævder, at den skulle bruges til forskning på University of Michigan, hvor hans kæreste arbejdede.

FBI er i besiddelse af en korrespondance, der indikerer, at kæresteparret skrev til hinanden omkring forsendelse af “biologiske materialer”.

Specialagent hos FBI i Detroit Cheyvoryea Gibson mener, at parrets handlinger “udgjorde en overhængende trussel mod den offentlige sikkerhed”.

De to kinesiske statsborgere er anklaget for indsmugling, afgivning af falske forklaringer og visumsvindel.