25. nov. 2024 - 4:36

Unicef: Børn udgør næsten halvdelen af medlemmerne i Haitis bander




Antallet af haitianske børn, der bliver rekrutteret af væbnede grupper, er steget med 70 procent det seneste år.

Det skriver FN’s Børnefond, Unicef, i en pressemeddelelse natten til mandag.

Mindreårige udgør nu næsten halvdelen af medlemmerne i haitianske bander, lyder det i udtalelsen fra Unicefs direktør Catherine Russell.

– Børn i Haiti er fanget i en ond cirkel: De rekrutteres af de væbnede grupper, hvilket bare gør dem endnu mere desperate, og dermed melder flere børn sig ind.

– Denne tendens er uacceptabel og skal vendes, siger Catherine Russell.

Stigningen i rekrutteringen kommer i en tid, hvor vold hærger store dele af Haiti – blandt andet hovedstaden Port-au-Prince. Tungt bevæbnede bander kontrollerer omkring 80 procent af byen og retter jævnligt angreb mod civile.

Børn bliver tvunget til at melde sig ind i bander for at forsørge deres familier, eller fordi de bliver truet til det, skriver Unicef i pressemeddelelsen.

Mange bliver rekrutteret, efter at de er blevet adskilt fra deres forældre eller andre omsorgspersoner, lyder det fra organisationen.

– Kaos og rædsel er blevet en del af dagligdagen, siger Catherine Russell.