Ungarn er åbne for brugen af EU’s budget på en økonomisk hjælpepakke til Ukraine.
Det skriver Ungarns premierminister Viktor Orbáns nærmeste politiske rådgiver, Balázs Orbán, på det sociale medie X.
Det sker, efter at mediet Financial Times har bragt en artikel om et fortroligt dokument. I artiklen skrives der, at EU vil “sabotere” den ungarske økonomi, hvis Ungarn blokerer for 50 milliarder euro til Ukraine på det ekstraordinære EU-topmøde i Bruxelles 1. februar.
Planen indebærer ifølge avisens oplysninger, at man “eksplicit vil ramme Ungarns økonomiske svagheder, bringe landets valuta i fare” og svække investorernes tillid.
– Bruxelles bruger afpresning mod Ungarn, på trods af at vi har foreslået et kompromis, skriver Balázs Orbán.
Han henviser til, at Ungarns EU-minister lørdag sendte et nyt forslag til Bruxelles med beskeden om, at man nu var åbne over for at bruge EU-budgettet til Ukraine-pakken.
Der lyder dog også krav, hvis Ungarn skal nikke ja til pengene. Ungarn vil gerne have muligheden for at kunne ændre holdning til pengepakken på et senere tidspunkt.
Et tidligere forslag fra Ungarn lød på, at man kunne dele de 50 milliarder euro op i fire dele, så Det Europæiske Råd skulle godkende 12,5 milliarder euro årligt.
Problematikken i det er, at det giver Viktor Orbán mulighed for at nedlægge veto hvert år, og at han kan benytte den mulighed til at presse på for at få frigivet Ungarns indefrosne midler.
EU tilbageholder omkring 20 milliarder euro, da Ungarn ikke lever op til sine forpligtigelser.
Dagen inden decembertopmødet, hvor vigtige beslutninger om Ukraine skulle tages, frigjorde EU-Kommissionen 10 milliarder euro.
I ugerne op til mødet truede Viktor Orbán med både at blokere for at åbne op for optagelsesforhandlinger og hjælpepakken til Ukraine.
Det blev dog kun sidstnævnte, at man stejlede mod. Derfor blev økonomipunktet udskudt til februar.
Forud for ministerrådsmøde mandag bliver Belgiens udenrigsminister Hadja Lahbib spurgt ind til Financial Times’ historie.
– Det vigtigste er, at vi kan lande en aftale med alle 27 medlemslande. Vi må se efter topmødet, hvad alternativet er, men målet er at lande en aftale hvor alle er enige, siger hun.