24. mar. 2024 - 23:50

Ung mand varetægtsfængsles efter knivstikkeri i Greve




En mand i 20’erne er søndag blevet varetægtsfængslet efter en hændelse i Greve, hvor han ifølge politiet har stukket en anden mand i ansigtet.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Manden, der er sigtet for forsøg på manddrab, blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde søndag eftermiddag.

Her lød afgørelsen, at han skal være varetægtsfængslet indtil 18. april.

Vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi Emil Grønning oplyser, at den forurettede mand, der ligeledes er i 20’erne, er uden for livsfare.

Manden er dog fortsat indlagt på hospitalet.

Knivstikkeriet skete sent lørdag aften på Hundige Allé i Greve. Politiet fik anmeldelsen klokken 22.55.

Vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Mikael Rahn oplyste tidligt lørdag eftermiddag, at episoden skete ved en fest.

– Der har været noget festlig sammenkomst, og der sker en uoverensstemmelse mellem flere personer. På et tidspunkt kommer en kniv ind i billedet. Hvor den kommer fra, ved jeg ikke.

– Men den bliver blandt andet benyttet mod den forurettedes ansigt. Og man har vurderet fra politiets side, at det er i en sådan grad, så forsættet har været at slå den forurettede ihjel, sagde vagtchefen.