En trafikulykke ved Mommark på Als har ført til, at en ung mand onsdag morgen har mistet livet.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X.
Bilen, den unge mand førte, kørte ind i et træ, og manden er blevet erklæret død på stedet, lyder det. Hans pårørende er underrettet.
Til Ritzau oplyser politiet, at der er tale om en 22-årig mand. Politiet fik en anmeldelse om soloulykken klokken 06.19 onsdag morgen. Den skete i krydset, hvor Mommarkvej møder Sarupvej.
En bilinspektør er blevet tilkaldt for at undersøge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.