17. maj. 2024 - 14:40

Ukraine vil rekruttere indsatte i fængsler til forsvaret




Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har fredag underskrevet en ny lov, som giver visse indsatte i landets fængsler mulighed for at gøre tjeneste i landets væbnede styrker.

Denne nye lovgivning gælder ikke for fanger, der er dømt for forbrydelser mod menneskeheden eller forbrydelser, der omfatter seksuel vold, drab eller lovbrud i forbindelser med den nationale sikkerhed.

Det ukrainske militær er trængt i kampen mod russiske styrker, som har bedre udstyr, mere effektive våben og langt flere mennesker at rekruttere.

En separat lov, der baner vej for bøder til dem, der ikke følger reglerne og love for mobilisering af soldater, blev også underskrevet af præsidenten fredag. Det viser oplysninger fra det ukrainske parlaments database.

Zelenskyj har tidligere underskrevet en omstridt lov om mobilisering, som betyder, at soldater efter lang tids tjeneste ikke kan forlade hæren, som de kunne i henhold til tidligere regler. Denne lov har vakt harme og skuffelse hos mange soldater og deres familier.

De nye skærpede regler indebærer også, at der indføres skærpede straffe for at undlade at møde op ved indkaldelse til militæret.

De nye love gør det muligt for den ukrainske regering at mobilisere langt flere soldater, hvilket kan få afgørende betydning for Ukraines indsats i krigen.

Ukraines hærchef advarede fredag om, at der kan ventes meget hårde og omfattende slag ved krigens nye front i Kharkiv-regionen, hvor russerne ifølge præsident Vladimir Putin er ved at skabe en “stødpudezone”.

Reuters