22. jun. 2025 - 13:26

Ukraine hævder at kontrollere Kursk-område på størrelse med Ærø




Ukrainske soldater forsvarer stadig et mindre område i den russiske Kursk-region.

Det siger Ukraines forsvarschef, Oleksandr Syrskyj. Det skriver nyhedsbureauet Reuters søndag.

Rusland har ellers igennem et stykke tid hævdet at kontrollere hele regionen, hvor Ukraine sidste år gik til angreb.

– Vi kontrollerer omkring 90 kvadratkilometer i Glusjkovo-distriktet i Kursk-regionen i Den Russiske Føderation, siger Syrskyj.

Det svarer cirka til størrelsen på den danske ø Ærø.

Han siger også ifølge BBC, at Ukraine vil “udvide omfanget og dybden af angreb på Rusland”.

– Selvfølgelig vil vi fortsætte, siger han.

I sensommeren sidste år begyndte Ukraine en offensiv i Kursk-regionen i Rusland på grænsen til Ukraine.

En række landsbyer blev overtaget af Ukraine, men Rusland sendte forstærkninger til regionen – heriblandt nordkoreanske soldater – og i løbet af foråret meldte Rusland på ny at have fuld kontrol over Kursk.

Den melding kom, efter at Ukraine i længere tid havde været presset i defensiven.

Nu kæmper omkring 10.000 russiske soldater mod Ukraine i Kursk, siger Syrskyj.

Den ukrainske hær siger, at militærets aktiviteter i Kursk forhindrer Rusland i at sende et markant antal soldater til Ukraines østlige Donetsk-region, hvor nogle af de hårdeste kampe finder sted.

Ukraine har tidligere sagt, at en del af formålet med Kursk-offensiven var, at områder i regionen kunne bruges til at styrke den ukrainske position i forhandlinger med Rusland.

Rusland har besat omkring en femtedel af Ukraines territorie.