11. maj. 2024 - 3:56

Ukraine angriber olietanke mens Rusland rykker frem i Kharkiv




Et ukrainsk luftangreb i Luhansk-regionen har natten til lørdag dansk tid dræbt tre, såret otte og igangsat en stor brand i en olietank.

Det siger den russiskindsatte guvernør i Luhansk, Leonid Pasechnik, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Luhansk-regionen har været noget nær fuldt kontrolleret af prorussiske separatister siden den russisk-ukrainske krig i 2014.

Angrebet er det andet af sin slags i løbet af de seneste tre dage. Onsdag sårede et angreb på en olietank i Luhansk fem mennesker.

På beskedtjenesten Telegram siger Pasechnik, at han mener, at angrebene er udført med Army Tactical Missile Systems (ATACMS), som er leveret af USA.

Pasechnik fremlægger ikke beviser for påstanden.

Angrebene sker, imens russiske styrker rykker frem i den ukrainske Kharkiv-region.

Fredag aften rykkede russiske soldater angiveligt en kilometer frem i Kharkiv-regionen nær Vovtjansk.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at Ukraine var forberedt på det russiske angreb, som blev indledt tidligt fredag omkring klokken fem.

I en video på det sociale medie X siger han videre, at Ukraine nu styrker forsvaret af Kharkiv-regionen.

I videoen lyder det tilmed, at hjælp udefra er altafgørende.

Mere end to år efter sin invasion har Rusland momentum i krigen. Imens mangler Ukraine soldater, ammunition og luftforsvar.

Kongressen i USA vedtog dog for nylig en større pakke af militærbistand til Ukraine, som nu skal sendes afsted og indsættes i krigen mod Rusland.

Pakken har en størrelse på cirka 61 milliarder dollar. Det svarer til omkring 422 milliarder kroner.

Chefen for Ukraines landstyrker, Oleksandr Pavliuk, sagde fredag i et interview med The Economist, at han forventer, at krigen med Rusland rykker ind i en “kritisk fase” de kommende to måneder.

Ifølge ham sker det, fordi Rusland vil udnytte forsinkelsen i våbenleverancer til Ukraine.

Interviewet med The Economist gik forud for Ruslands fremrykning i Kharkiv-regionen.

Reuters