21. feb. 2025 - 16:16

Udsending fra USA roser Zelenskyj efter ordkrig med Trump




USA’s særlige Ukraine-udsending har haft “omfattende og positive” samtaler med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Det skriver Keith Kellogg på det sociale medie X. De to holdt torsdag møde i den ukrainske hovedstad, Kyiv.

– En lang og intens dag med den øverste ledelse i Ukraine. Omfattende og positive samtaler med Volodymyr Zelenskyj, den udsatte og modige leder af en nation i krig, og hans dygtige nationale sikkerhedsteam, skriver Kellogg i opslaget.

Det er flankeret af et opslag fra den ukrainske præsident, som blev delt kort efter midnat.

Her skrev Zelenskyj blandt andet, at hans møde med Kellogg “var et, der genopretter håbet”. Han understregede også behovet for stærke aftaler med USA, der “oprigtigt” vil fungere.

Meldingerne fra præsidenten og Kellogg kommer efter, at Zelenskyj og USA’s præsident, Donald Trump, ikke har holdt sig tilbage med at kritisere hinanden offentligt.

Dagen før mødet sendte USA’s præsident, Donald Trump, en advarsel til Zelenskyj i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.

Her kaldte han den ukrainske præsident for en “diktator, der ikke afholder valg”.

– Zelenskyj må hellere handle hurtigt, ellers vil han ikke længere have et land, skrev Trump.

Trumps udmelding kom, få timer efter at Zelenskyj havde beskyldt den amerikanske præsident for at leve i et “rum af misinformation” skabt af Rusland.

Forinden havde Donald Trump sagt, at blot fire procent af ukrainerne bakker op om Zelenskyj, hvilket blev afvist af præsidenten.

– Når vi taler om 4 procent, vi har set misinformationen, vi mener, at den kommer fra Rusland, lød det onsdag fra den ukrainske leder.

Trump har flere gange sagt, at det ligger ham meget på sinde at stoppe krigen i Ukraine.

Tidligere på ugen mødtes en amerikansk og en russisk delegation i Saudi-Arabien.

De blev enige om en række ting. Blandt andet skal der nedsættes grupper, som skal samarbejde om at finde en løsning på konflikten i Ukraine.

Den ukrainske præsident har sagt, at han ikke var inviteret med til samtalerne. Imens har Donald Trump sagt, at hans præsidentkollega kunne have deltaget, hvis han ville.