24. okt. 2025 - 13:16

Tysklands største LGBT+-klub lukker – nyt slag for Berlins natteliv




Tysklands største LGBT+-klub, SchwuZ, meddeler denne uge, at den endegyldigt må dreje nøglen om 1. november.

Dermed bliver den knap 50 år gamle institution i Berlins natteliv det seneste offer for økonomiske problemer blandt den tyske hovedstads berømte diskoteker.

– At skrive disse ord gør utroligt ondt på os, skriver klubben, der allerede tidligere havde erklæret sig konkurs, på Instagram.

– Desværre må vi meddele, at SchwuZ lukker.

Berlin har længe været kendt for sin klub- og festkultur, men mange af diskotekerne har kæmpet med stigende priser, huslejer og skiftende ønsker blandt gæsterne.

SchwuZ, der blev grundlagt i 1977, blev anset som den ældste LGBT+-klub i Tyskland og bød på 1600 kvadratmeter med betonrum og dansegulve.

Efter at have erklæret sig konkurs i juli bad SchwuZ byens LGBT+-samfund om at “komme tilbage for at feste”, så man kunne undgå, at diskoteket måtte lukke permanent.

Men 52.000 euro – knap 400.000 kroner – i støtte var ikke nok. Faktisk langtfra.

Klubben havde nemlig sat et mål om at indsamle 300.000 euro for at kunne holde sig i live. Det svarer til godt og vel 2,2 millioner kroner.

Sent i 2024 meddelte Berlins Clubcommission, som repræsenterer hovedstadens diskoteker, at 46 procent af dens medlemmer overvejede at lukke i løbet af et år.

AFP