01. nov. 2025 - 11:56

Tyskland vil styrke behandling af sårede soldater med dansk it-løsning




Tyskland har som det første land købt en danskudviklet softwareløsning, som skal være med til at sikre den rette behandling af sårede soldater på slagmarken.

Det oplyser den danske it-virksomhed Systematic, der har udviklet platformen med navnet SitaWare Battlefield Health.

Nikolaj Bramsen, der er direktør i Systematic, håber, at løsningen potentielt kan være med til at redde menneskeliv.

– Jeg håber grundlæggende at sikre dem (de sårede, red.) bedre behandling og et bedre liv efterfølgende.

Det tyske militær er – ligesom mange andre Nato-lande – allerede kunde hos den danske virksomhed.

Tyskland abonnerer nemlig på en løsning hos Systematic, der hjælper militæret med at holde styr på, hvor venner og fjender befinder sig på slagmarken.