Tysklands kansler, Olaf Scholz, vil i de kommende dage holde møder med finansminister Christian Lindner og økonomiminister Robert Habeck for at finde fælles fodslag om finanspolitikken.
Det siger en embedsmand søndag til nyhedsbureauet Reuters.
De to topministre, der kommer fra hvert sit parti, har meget forskellige planer for, hvordan der kan rettes op på den pressede tyske økonomi.
Man må nu se på, hvordan de forskellige forslag passer sammen, siger embedsmanden, der optræder anonymt.
Uenigheden er den seneste i den tyske regering om økonomi og erhvervspolitik. Sprækkerne i samarbejdet har ført til spekulationer om, hvor længe Scholz kan holde sammen på regeringen.
De tre partier i regeringen har meget forskellige ideologiske udgangspunkter.
Der er det liberale parti De Frie Demokrater (FDP), som finansminister Christian Lindner er formand for.
Økonomiminister Robert Habeck er en del af ledelsen i partiet De Grønne, mens Olaf Scholz står i spidsen for socialdemokratiske SPD.
Ifølge et dokument, der er blevet lækket fra finansministeriet, ønsker den liberale Christian Lindner at sænke skatten og føre en stram finanspolitik.
Omvendt har økonomiministeren fra De Grønne foreslået, at man laver investeringer for milliarder for at sætte gang i hjulene.