02. maj. 2025 - 10:36

Tysk efterretningstjeneste stempler AfD som ekstremistisk




Tysk efterretningstjeneste stempler partiet Alternative für Deutschland, AfD, som en højreekstremistisk organisation.

Det skriver efterretningstjenesten, Den Føderale Myndighed for Beskyttelse af Forfatningen, BfV, i en pressemeddelelse.

Tysklands nuværende kansler, Olaf Scholz, understreger efterfølgende over for Reuters, at BfV har leveret en “meget detaljeret begrundelse” for beslutningen.

Det er dog ifølge kansleren vigtigt, at mulige procedurer mod et forbud ikke er forhastede.

– Vi bliver nødt til grundigt at evaluere klassificeringen (af partiet red.), siger han til mediet.

Partiet er Tysklands næststørste i Forbundsdagen og fik 20,8 procent af stemmerne ved det seneste valg i februar.

AfD’s nye status hos efterretningstjenesten vil ifølge Reuters gøre det nemmere for myndighederne at overvåge partiet.

Ifølge efterretningstjenesten er der konkrete beviser for, at partiet truer Tysklands demokratiske orden, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

– Partiets fremherskende forståelse for folk baseret på etnicitet og afstamning er uforenelig med den frie demokratiske grundorden, skriver efterretningstjenesten ifølge nyhedsmediet.

Det er særligt udtalelser fra partiet og dets ledende politikere, der ifølge BfV’s ledere, Sinan Selen og Silke Willems, “overtræder det forfatningsmæssige princip om ukrænkeligheden af den menneskelige værdighed”.

Stemplingen af partiet kommer ifølge BfV efter omkring tre års undersøgelse, skriver agenturet i pressemeddelelsen.

Ifølge Tysklands indenrigsminister, Nancy Faeser, diskriminerer AfD mod hele befolkningsgrupper.

Det siger ministeren umiddelbart efter kategoriseringen af partiet fra efterretningstjenesten.

– AfD behandler borgere med en migrationshistorik som andenrangstyskere, siger hun i en udtalelse ifølge Reuters.

– Deres etniske attitude er reflekteret i racistiske udtalelser specielt mod immigranter og muslimer.