24. jul. 2025 - 11:56

TV 2-medarbejdere i Odense evakueres på grund af bombetrussel




Medarbejderne hos TV 2 i Odense er torsdag formiddag blevet evakueret på grund af en bombetrussel.

Det oplyser Fyns Politi og TV 2.

Det var lidt over klokken 10.00, at TV 2 modtog truslen, og kort efter blev politiet tilkaldt.

– TV 2 modtog en trussel på mail, og vi er rykket ud og har iværksat en evakuering af Kvægtorvet.

– Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvad truslen drejer sig om, oplyser kommunikationsrådgiver hos Fyns Politi Mads Boel.

TV 2 skriver i mediets liveblog, at medarbejdere modtog et varsel om bombetruslen på sms med beskeden “KVÆGTORVET – BOMBETRUSSEL. Forlad bygningen ad nærmeste sikre udvej. Følg politiets anvisninger.”

– Vi kan bekræfte, at der er blevet sendt en bombetrussel mod TV 2 på Kvægtorvet i Odense. Politiet er til stede, og medarbejderne er blevet evakueret, oplyser TV 2 i en skriftlig kommentar til Ritzau.

– Vi har for nuværende ikke flere oplysninger.

Fyns Politi vil sende bombehunde ind på Kvægtorvet for at undersøge området.

– Medarbejderne har forladt bygningen og er blevet evakueret. Lige nu arbejder vi på at få afdækket, om der er brændstof i bygningen.

– Arbejdet med hundene kommer nok til at tage mindst en time, og vi er gået i gang med at efterforske, hvor truslen stammer fra, siger Mads Boel.

Politiet oplyser på det sociale medie X, at Rugårdsvej i Odense er spærret i forbindelse med evakueringsarbejdet.