Titusindvis af mennesker gik søndag på gaden i den polske hovedstad, Warszawa, for at vise støtte til de to præsidentkandidater forud for valget i næste uge.
Det er EU-venlige Rafal Trzaskowski, som støttes af den polske regering, og nationalistiske Karol Nawrocki, der går efter præsidentposten.
Ved Nawrockis demonstration blev der sunget patriotiske og religiøse sange, ligesom der blev holdt skilte op, hvor der blev opfordret til at sætte en stopper for indvandring.
Imens blev der ved Trzaskowskis demonstration viftet med EU- og LGBTQ-flag. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Rafal Trzaskowski er fra partiet Borgerplatformen og er borgmester i Warszawa. Under demonstrationen sagde han til sine støtter, at “disse valg handler om at kunne bygge, skabe og ikke ødelægge.
– Alle kan passe ind under Polens hvid-røde flag, sagde han og gav eksempler på forhold mellem henholdsvis heteroseksuelle og personer af samme køn.
Anden runde af præsidentvalget finder sted 1. juni. Det sker, efter at ingen af kandidaterne formåede at få mindst halvdelen af stemmerne i første runde, som fandt sted 18. maj.
Det er uklart, hvor mange der præcis deltog i søndagens demonstrationer.
Arrangørerne anslår, at omkring 200.000 mennesker deltog i Nawrocki-demonstrationen. Imens har premierminister Donald Tusk sagt, at 500.000 mennesker havde deltaget i Trzaskowski-demonstrationen.
Men en analyse lavet af mediet Onet anslår, at 70.000 dukkede op til Nawrocki-demonstrationen. Til Trzaskowski-demonstrationen var der tale om 160.000, lyder det ifølge AFP.