Elise Stefanik er ikke længere kandidat til posten som USA’s nye FN-ambassadør.
Det skriver Reuters.
Stefanik blev ellers udpeget til posten af den amerikanske præsident, Donald Trump, kort efter han blev indsat som præsident i starten af året.
Årsagen, til at Stefanik er blevet trukket fra kandidaturet, er Republikanernes snævre flertal i Repræsentanternes Hus, som Stefanik er en del af.
Repræsentanternes Hus er en del af Kongressen, der er delt i to kamre. Her er Huset det ene og Senatet det andet.
– Når vi rykker fremad med vores “Amerika først”-dagsorden, så er det essentielt, at vi beholder alle republikanske pladser i Kongressen, skriver Trump i et opslag på sit sociale medie Truth Social.
Her kalder Trump ligeledes Stefanik “en af sine største allierede” og understreger, at han ikke vil risikere, at en anden politiker går efter hendes plads.
– Der er andre, der kan gøre et godt arbejde i de Forenede Nationer. Derfor vil Elise blive i Kongressen, siger han.
Trump tilføjer i opslaget, at han ser frem til den dag, hvor det vil være muligt for Stefanik at blive en del af hans administration engang i fremtiden.
Repræsentanternes Hus har 435 medlemmer, der vælges for to år ad gangen. Derfor har Republikanerne med 218 medlemmer lige præcis flertal i Huset.
Det næste valg skal afholdes i 2026.