Flere europæiske aktiemarkeder åbner torsdag med store stigninger.
Det britiske FTSE 100-indeks begynder dagen med en stigning på over 6 procent, mens DAX-indekset på børsen i Frankfurt stiger med omkring 8 procent.
Også det franske CAC 40-indeks oplever fremgang på børsen i Paris. Indekset stiger med over 2 procent.
De store stigninger kommer, efter at USA’s præsident, Donald Trump, onsdag aften lempede tolden på en række landes eksport til USA i en periode på 90 dage.
Det danske C25-aktieindeks brager også i vejret med 11,7 procent kort efter børsåbningen og har kurs mod sin bedste børsdag nogensinde.
Børsen i Stockholm åbner i stort plus med en stigning på over 8 procent, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Aktiemarkederne i både Asien og USA har også reageret positivt på toldpausen.
Den amerikanske præsident valgte onsdag at lempe tolden på en række lande verden over i 90 dage. Det betyder, at toldsatserne vil blive sænket til ti procent under toldpausen.
EU er ifølge blandt andet BBC og The Guardian omfattet af den 90 dages toldpause og rammes nu i stedet af den såkaldte amerikanske basistold på ti procent.
EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen skriver torsdag på X, at Trumps pause på gensidig told er “et vigtigt skridt i retning mod at stabilisere global økonomi”.
Mens Donald Trump onsdag lempede på tolden til de fleste lande i 90 dage, så pålagde han yderligere told på kinesiske varer.
Oprindeligt havde Trump i sidste uge annonceret en told på 34 procent på kinesiske varer.
På grund af løbende kinesiske modsvar har den amerikanske præsident flere gange hævet tolden. Onsdag røg den op på 125 procent.