Den amerikanske præsident, Donald Trump, opfordrer til, at Washingtons fodboldhold og Clevelands baseballhold vender tilbage til deres tidligere navne, som af kritikere blev betragtet som racistiske mod indfødte amerikanere.
Søndag gik Trump til tasterne på sit eget sociale medie, Truth Social.
Her skrev han, at klubberne bør ændre deres navne.
Ellers vil præsidenten muligvis “sætte restriktioner” på klubberne, lyder det i opslaget.
Det drejer sig om NFL-holdet Washington Commanders og baseballholdet Cleveland Guardians.
De bør skifte tilbage til deres tidligere navne Washington Redskins og Cleveland Indians, mener Trump.
Han truer desuden Washington Commanders med ikke at kunne få et nyt stadion, hvis ikke holdet skiller sig af med det “latterlige” nye navn.
– Jeg vil ikke lave en aftale om, at de skal bygge et stadion i Washington. Holdet vil være meget mere værdifuldt (hvis det havde beholdt sit tidligere navn, red.), og aftalen vil være mere spændende for alle, skriver Trump.
Navnet Redskins blev ændret i 2020.
Det blev betragtet som en stor sejr for aktivister, der længde havde kaldt navnet en fornærmelse mod USA’s oprindelige befolkning, skriver dpa.
Holdet hed Washington Football Team i to sæsoner og blev omdøbt til Washington Commanders i 2022.
Cleveland droppede navnet Indians i 2020, før holdet annoncerede skiftet til Guardians i 2021.
Mange sportshold i USA genovervejede deres navne under protestbevægelser mod racisme udløst af George Floyds død i politiets varetægt i 2020, skriver dpa.
Donald Trump mener imidlertid ikke, at navene krænker den oprindelige befolkning i USA.
– Vores store indianske folk, i massivt antal, ønsker, at dette skal ske, skriver Trump på Truth Social om den ønskede navneændring.
– Deres arv og prestige bliver systematisk taget fra dem. Tiderne er anderledes nu, end de var for tre eller fire år siden. Vi er et land præget af passion og sund fornuft, fortsætter præsidenten.