USA’s præsident, Donald Trump, har lykønsket Polen med at have valgt en ny præsident i den nationalkonservative kandidat Karol Nawrocki.
I et opslag på præsidentens sociale medie, Truth Social, skriver han, at “Trump-allieret vinder i Polen”, og at det “chokerer alle i Europa”. Trump skriver det, som om han citerer en artikel fra det amerikanske konservative medie Newsmax.
– Tillykke Polen, I har valgt en vinder!, lyder det videre fra præsidenten.
Nawrocki sejrede knebent ved søndagens præsidentvalg, hvor han fik 50,89 procent af stemmerne. Hans direkte modkandidat, Warszawas midtersøgende borgmester, Rafal Trzaskowski, fik resten af stemmerne.
Den nyvalgte polske præsident er kendt for at være en af Trumps støtter, og han har tidligere udtrykt beundring for den amerikanske præsident, som han også har besøgt i Det Hvide Hus i Washington D.C.
Han er støttet af det store nationalistiske oppositionsparti Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS). Partiet sad på regeringsmagten i otte år frem til 2023.
Sejren til 42-årige Nawrocki var dårligt nyt for den polske regering, som støttede den midtersøgende Trzaskowski.
Trzaskowski har sagt, at Ukraine skal være medlem af forsvarsalliancen Nato, mens Nawrocki mener det modsatte.
Samtidig sætter den nationalistiske politiker forholdet til USA og præsident Donald Trump meget højt, mens Trzaskowski har lagt vægt på, at forholdet til EU er lige så vigtigt.
Polens premierminister, Donald Tusk, siger tirsdag til journalister, at der 11. juni vil blive afholdt en tillidsafstemning. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Allerede dagen forinden havde han i en tale varslet, at han inden længe ville fremsætte en tillidsafstemning i det polske parlament om sin koalitionsregering.
Afstemningen skal vise, om Tusk og hans regering fortsat har opbakning til at lede landet.
I talen udtrykte premierministeren desuden håb om, at hans regering vil kunne arbejde sammen med Nawrocki.