USA’s præsident, Donald Trump, spiller golf på sin første dag i Skotland, mens mange skotter har indtaget gaderne for at vise deres modstand mod hans besøg.
Sammen med sønnen Eric tilbringer Trump lørdagen på sit skotske golfresort i den lille by Turnberry.
Præsidentens tilstedeværelse har forvandlet det normalt stille område i det sydvestlige Skotland til en topsikret fæstning med lukkede veje og politiafspærringer.
Betjente med hunde eller på firehjulede motorcykler patruljerer golfbanen samt de sandstrande og græsklædte klitter, der omgiver den.
Snigskytter fra Secret Service, der har til opgave at passe på den amerikanske præsident, er placeret på strategiske udsigtsposter.
De få andre golfspillere, der var på banen i Turnberry lørdag, blev kropsvisiteret af sikkerhedsfolk.
Den 79-årige Trump landede fredag i Prestwick-lufthavnen, der ligger tæt på Turnberry.
Her var hundredvis af skotter mødt op for at se præsidentens fly, Air Force One, og få et glimt af den berømte passager.
Trump har erklæret sin kærlighed til Skotland, hvor hans mor er født.
Men hans kontroversielle politik og investeringer i landet har skabt et anspændt forhold mellem skotterne og Trump.
Så snart Trump var trådt ud af flyet fredag aften, udtalte han sig straks om indvandring og kritiserede samtidig den europæiske indsats for vedvarende energi.
Indvandring “er ved at ødelægge” kontinentet, lød det blandt andet.
– I må tage jer sammen, ellers har I ikke noget Europa tilbage, sagde han.
– Stop vindmøllerne. I ødelægger jeres lande, tilføjede han.
Trumps fem dage lange besøg, der kombinerer fritid, forretning og diplomati, vækker modstand i de skotske lokalsamfund.
Flere hundrede demonstranter protesterede foran USA’s konsulat i Skotlands hovedstad, Edinburgh, og i byen Aberdeen, hvor der ligger et andet af Trumps golfresorts.
Deltagerne bar skilte med slagord som “Skotland hader Trump” og viftede med palæstinensiske flag.
Politiet holder også øje med andre mulige protester i nærheden af Turnberry. Men lørdag først på eftermiddagen var der ingen tegn på uroligheder.
Trump skal efter planen drøfte handel med EU-kommissionsformand, Ursula von der Leyen, søndag.
Han skal også mødes med Storbritanniens premierminister Keir Starmer, før han rejser videre til byen Balmedie, hvor han forventes officielt at indvie en ny golfbane på sit resort dér.
Præsidenten ventes at rejse tilbage til USA tirsdag.
AFP