11. maj. 2024 - 19:35

Trump har ingen overvejelser om Haley som vicepræsidentkandidat




Trods spekulationer har ekspræsident Donald Trump ikke Nikki Haley i kikkerten, når det handler om, hvem der skal være hans vicepræsidentkandidat.

Det amerikanske digitale medie Axios skrev tidligere lørdag, at Trumps kampagneteam overvejer Haley som hans kandidat.

Mediet henviste til to personer, der er bekendte med situationen.

Men på sit eget sociale medie, Truth Social, lyder det fra Trump, at han ikke overvejer at vælge hende som vicepræsidentkandidat. Det skriver Reuters.

– Men jeg ønsker hende alt godt, skriver han.

Det er ikke lykkedes Reuters at få en kommentar fra Nikki Haley.

Hun var blandt de navne, der meldte sig ind i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat forud for valget i november.

Nikki Haley opgav dog efter den såkaldte Super Tuesday i begyndelsen af marts at blive partiets kandidat og overlod dermed scenen til Donald Trump.

Super Tuesday er den dag i den amerikanske præsidentvalgkamp, hvor der bliver afholdt primærvalg i flest delstater.

Her vandt Donald Trump i alle delstater undtagen én. Nikki Haley vandt i delstaten Vermont i det nordøstlige USA.

Den endelige nominering – altså udnævnelsen af Republikanernes præsidentkandidat – sker til juli, hvor knap 2500 delegerede mødes til et nationalt konvent i Milwaukee i delstaten Wisconsin.

Her skal de pege på, hvem de ønsker som kandidat.

Tidligere vicepræsident i USA Mike Pence har før tilkendegivet over for Fox News, at han ikke vil bakke op om Donald Trump.

Pence var vicepræsident under Trump fra 2017 til 2021.

Der har været kold luft mellem de to, siden Trump forsøgte at presse Pence til at hjælpe ham med at omstøde Joe Bidens valgsejr ved landets seneste præsidentvalg.

Demokraternes spidskandidat er den nuværende præsident, Joe Biden.