16. jan. 2025 - 13:16

Trump har i samtale med statsminister ikke droppet straftold




Da statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag talte i telefon med Donald Trump, trak den kommende amerikanske præsident ikke sin trussel om straftold på danske varer tilbage.

Det oplyser Mette Frederiksen efter et møde torsdag i Det Udenrigspolitiske Nævn.

– Det er jo antydet fra amerikansk side, at der desværre kan opstå en situation, hvor vi arbejder mindre sammen, end vi gør i dag, på det økonomiske område. Det er ikke noget, vi på nogen som helt måde anbefaler.

– Vi ønsker ikke at have nogen som helst form for konflikt med amerikanerne på handelsområdet, slår statsministeren fast.

Trumps trussel om at påføre økonomiske sanktioner på danske varer blev luftet i forbindelse med den kommende præsidents genfundne interesse i at få kontrol over Grønland.

Trump blev på et pressemøde 7. januar spurgt, om han ville afvise at gøre brug af militær eller økonomisk tvang i forhold til Panamakanalen såvel som Grønland.

– Nej, jeg kan ikke love noget i forhold til de to, men jeg kan sige dette: Vi har brug for dem for vores økonomiske sikkerhed, lød svaret fra Trump.