17. jul. 2024 - 3:14

Nikki Haley giver Trump sin fulde opbakning på konvent




USA’s tidligere FN-ambassadør Nikki Haley var skarp i sin kritik af ekspræsident Donald Trump under Republikanernes primærvalg.

Men piben har fået en anden lyd for Trumps tidligere rival, der tirsdag lokal tid holdt tale ved Republikanernes konvent i Milwaukee.

– For vores lands skyld er vi nødt til at vælge Donald Trump, sagde hun.

Det blev modtaget med jubelbrøl og klapsalver.

Trump er selv blandt publikum for anden dag i træk. Han har fortsat forbinding på øret efter lørdagens attentat i delstaten Pennsylvania.

Haley var blandt Trumps stærkeste udfordrere under primærvalgene, men hun var aldrig rigtig tæt på at slå ham af pinden.

På tirsdagens konvent erkendte hun, at de to ikke altid er enige om tingene.

– Der er nogle amerikanere, der ikke er enige i alt, hvad Donald Trump siger. Jeg kender tilfældigvis nogle af dem, sagde hun.

– Jeg har en simpel besked til dem: Man skal ikke være enig med Donald Trump hele tiden for at stemme på ham. Men vi er oftere enige, end vi er uenige.

Trump skal tirsdag lokal tid umiddelbart ikke selv tale på konventet. Det skal han først ifølge flere medier torsdag.

Delstaten Floridas guvernør, Ron DeSantis, talte også tirsdag. Han stillede tidligere også op til at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– Vores land var respekteret, da Donald Trump var øverstkommanderende, sagde DeSantis.

Også DeSantis fik store klapsalver under sin tale, som han sluttede af med at råbe „kæmp, kæmp, kæmp‟.

Det var en reference til Trumps egne ord i øjeblikket efter, at han lørdag blev udsat for et attentat.

Formanden for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, har tidligere på dagen holdt tale. Det samme har Vivek Ramaswamy, der også var med i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat.