14. jun. 2024 - 3:19

Trump besøger Kongressen for første gang siden stormløb




USA’s tidligere præsident Donald Trump besøgte torsdag Kongressen for første gang siden stormløbet mod bygningen 6. januar 2021.

Det skriver mediet BBC.

Trump, der ventes at skulle op mod præsident Joe Biden ved præsidentvalget 5. november, mødtes både med flere republikanske politikere og en række virksomhedsledere.

Tusindvis af vrede Trump-tilhængere stormede 6. januar 2021 – et par uger inden Joe Bidens indsættelse som præsident – kongresbygningen i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.

Trump er anklaget for at have opfordret sine tilhængere til at storme Kongressen med henblik på at få omstødt Joe Bidens valgsejr.

Nancy Pelosi, den tidligere demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, anklager i en udtalelse Trump for med besøget at “vende tilbage til gerningsstedet”, skriver BBC.