Det amerikanske justitsministerium har bedt en føderal dommer om at offentliggøre gamle vidneudsagn fra en anklagejury i sagen mod den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.
Det skriver mediet CNN.
– Grundet offentlighedens interesse for det efterforskningsarbejde, som justitsministeriet og FBI har udført i forbindelse med Epstein, anmoder justitsministeriet retten om at frigive udskrifterne fra anklagejuryen i sagen USA v. Epstein, lyder det i begæringen.
USA’s præsident, Donald Trump, og justitsminister Pam Bondi indvilgede torsdag aften lokal tid i at indgive begæringen, skrev Trump blandt andet på sit eget sociale medie, Truth Social.
Trump-administrationens – ifølge CNN – klodsede håndtering af Epstein-sagen har skabt utilfredshed i Trumps vælgerskare, Maga, der står for “Make America Great Again”. Denne har presset på for at få offentliggjort dokumenter fra sagen.
Der florerer konspirationsteorier blandt Trumps støtter om, at administrationen dækker over detaljer vedrørende Epsteins forbrydelser.
Jeffrey Epstein blev i 2019 varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige og menneskehandel. Han begik ifølge retsmedicinere selvmord i fængslet samme år. Dermed kom han aldrig for retten.
Blandt konspirationsteorierne er, at han ikke begik selvmord, men blev myrdet.
I juni påstod rigmanden Elon Musk, at Trump skulle være nævnt i Epstein-dokumenterne.
Det har Trump afvist, og Musk slettede senere opslaget.
Anklagejuryens udsagn er ifølge CNN blot en lille del af de tusindvis af dokumenter, som findes i Epstein-sagen. Mange af dokumenterne er allerede i justitsministeriets varetægt og er muligvis ikke blevet vist til anklagejuryen under sagen.
Dommere har allerede offentliggjort hundredvis af dokumenterne fra sagen.
Størstedelen af de tilbageholdte dokumenter blev vurderet at være uhensigtsmæssige at offentliggøre af hensyn til Epsteins ofre og personer, der ikke er sigtet for kriminalitet.