25. aug. 2023 - 15:03

Troels Lund: Øget sandsynlighed for amerikansk F-16-donation




Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) kalder det “fuldstændig afgørende” for træningsindsatsen af ukrainske piloter, at USA også har meldt sig på banen.

Han hæfter sig ved, at USA har en “langt større kapacitet, end vi selv har i Danmark”.

– Så vi vil nu kunne få speedet træningsindsatsen betragteligt op, siger Troels Lund Poulsen efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn fredag på Christiansborg.

Det bliver på baser i Texas og Arizona, at ukrainske soldater fra september bliver oplært i at betjene vestlige F-16-kampfly.

– Så må vi se på, om amerikanerne også hen ad vejen ønsker at blive en del af at donere kampfly, siger Troels Lund Poulsen.

– Jeg forventer i hvert fald, at når man påbegynder træningsindsats, så er sandsynligheden, for at amerikanerne også når frem til at donere, noget større, end den var for et par dage siden.

Denne måned påbegyndte ukrainske soldater træning i at flyve F-16-flyene på Flyvestation Skrydstrup i Danmark.

Og søndag blev det annonceret, at Danmark vil donere 19 F-16-kampfly til Ukraine, når piloternes træning er færdig.

Det har dog ikke ændret trusselsbilledet mod Danmark, slår Troels Lund Poulsen fast.

– Det er ikke sådan, at den her beslutning har gjort, at trusselsituationen mod Danmark som land kommer til at stige til et andet niveau.

– Men det er klart, at vi følger den her situation, i forhold til hvad russerne så siger. Men det er ikke sådan, at vi nu står i en situation, hvor Danmark er et bombemål, siger han.

Holland og Norge har ligeledes meddelt, at de vil donere kampfly til Ukraine.

– Jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at der potentielt kommer til at være flere lande, der kommer til at melde sig ind i hele spørgsmålet om at donere F-16-kampfly, siger den danske forsvarsminister.