08. okt. 2025 - 15:56

Tre mænd sigtes for at svindle 75-årig for 1,2 millioner kroner




Tre mænd er blevet sigtet for kontaktbedrageri for mindst 1,2 millioner kroner mod en ældre mand.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

To af mændene er blevet varetægtsfængslet i 27 dage, mens den sidste har fået sin anholdelse opretholdt i tre gange 24 timer.

De tre mænd, som er henholdsvis 28, 42 og 48 år, blev anholdt tirsdag.

Ifølge politiet har de i løbet af de seneste tre uger udsat en 75-årig mand for et “omfattende og veltilrettelagt” bedrageri.

De har i første omgang kontaktet manden telefonisk og udgivet sig for at være fra politiet.

Herefter har de bildt den 75-årige mand ind, at han skulle hjælpe politiet med en hemmelig operation og fået ham til at gennemføre en række kontante køb af guldbarrer hos forskellige guldforhandlere.

Gerningsmændene har herefter instrueret manden i at overdrage guldet til dem, lyder det fra politiet.

Under anholdelsesaktionen blev der fundet betydelige værdier, som er blevet beslaglagt.