Det kan mærkes hos høreapparatkoncernen GN Store Nord, at Donald Trump har indført told på europæiske varer, og at forbrugerne holder igen med at bruge penge.
Regnskabet for 2025, der er offentliggjort torsdag, viser en tilbagegang i omsætningen på syv procent til 15,8 milliarder kroner.
En stor del af tilbagegangen skyldes dog beslutninger om at droppe en række udvalgte, ikke-profitable produkter.
Og kigger man alene på høreapparatforretningen, er der også tale om en lille vækst i salget på to procent.
Derimod må Enterprise-divisionen, der producerer headsets og lyd- og videoudstyr til kontorer og call-centre, se omsætningen gå otte procent tilbage.
Heller ikke Gaming-divisionen, der blandt andet omfatter Steelseries-brandet, kunne fastholde salget fra 2024.
Regnskabet viser alt i alt et resultat for renter, skatter og afskrivninger på 1,9 milliarder kroner. Det er omkring en kvart milliard eller 11 procent lavere end året forinden.