Søndag morgen er en 24-årig mand afgået ved døden efter en togpåkørsel på Lille Nord Lokalbane mellem Hillerød og Helsingør.
På grund af personpåkørslen blev togtrafikken på strækningen søndag morgen indstillet, men kort før klokken 08.00 er togkørslen genoptaget.
Det oplyser Nordsjællands Politi på det sociale medie X.
Mandens pårørende er underrettet om dødsfaldet.
Vagtchef ved Nordsjællands Politi David Eckert fortæller, at politiet fik anmeldelsen om påkørslen klokken 06.35.
Den fandt sted lidt nord for stationen i Hillerød, og politiet har været på stedet.
Politiet formoder, at der er tale om en ulykke, men det kender ikke til de nærmere omstændigheder.