24. maj. 2024 - 8:18

Tog holder i vejen i Malmø og forstyrrer tog til Danmark




Der er fredag morgen bøvl med togdriften i det sydlige Sverige, og det påvirker trafikken over Øresund til Danmark, skriver Skånetrafiken på sin hjemmeside.

Transporten over sundet kommer indtil videre til at foregå med togbusser, som er indsat på strækningen mellem stationen i Hyllie, som ligger få kilometer inde i Sverige.

Driftsforstyrrelsen skyldes et fejlramt tog på Malmø Centralstation, som holder i vejen.

Den første togbus fra Hyllie mod lufthavnen i Kastrup skulle efter planen afgå klokken 8. Skånetrafiken har ikke oplyst, hvornår den første togbus i retning fra Danmark mod Sverige kører.

Skånetrafikken oplyser fredag morgen, at der endnu ikke kan gives en prognose for, hvornår den normalt togdrift kan genoptages.