30. jun. 2025 - 21:37

To tilskadekomne efter sammenstød mellem Vejle og Kolding




Fire køretøjer var mandag eftermiddag impliceret i en ulykke ved Ågård mellem Vejle og Kolding.

Alarmen om ulykken på rute 176 indløb klokken 16.12.

De første meldinger lød på, at der var sket et frontalt sammenstød, og ved 18-tiden oplyste vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, at fire køretøjer var involveret.

Kort efter klokken 21 mandag aften oplyser vagtchefen, at to personer kom til skade i ulykken. Ingen af dem vurderes mandag aften at være i livsfare.

Vejen har været spærret på grund af oprydningsarbejdet og den undersøgelse, som en tilkaldt bilinspektør blev bedt om at foretage.

Arbejdet på ulykkesstedet er afsluttet, lyder det.