To schweiziske drenge på syv og ni år blev sent torsdag eftermiddag efterlyst offentligt af Københavns Politi.
Omkring klokken 12 var børnene gået i ukendt retning fra gaden Ved Amagerbanen, fremgik det af et opslag på det sociale medie X.
De havde formentlig ikke sko på, stod der i efterlysningen.
Men kort tid efter – lidt efter klokken 18 – blev alarmen afblæst. Drengene var fundet igen, og politiet takkede for hjælp i sagen.