17. aug. 2023 - 20:33

To personer er stødt sammen på svævebane ved Kragerup Gods




To personer er stødt sammen på en svævebane i klatreparken ved Kragerup Gods.

Det fortæller Henrik Olesen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

– To personer er stødt ind i hinanden på en zipline, og den ene har fået en skade på benet og er blevet kørt til Slagelse Sygehus, siger han.

Svævebanen er blevet lukket og skal nu undersøges for eventuelle sikkerhedsfejl og -mangler, oplyser vagtchefen.

Ulykken er sket torsdag aften, og politiet fik anmelden klokken 18.35.

Det er endnu uklart, hvordan de to personer endte med at støde sammen.

I 2022 blev Kragerup Gods idømt en bøde på 60.000 kroner i en sag, hvor en ung kvinde på klatrebanen ved godset faldt 16 meter ned.

Her lød konklusionen fra Retten i Holbæk, at overvågningen af sikkerheden ikke var god nok. Det skriver TV 2 Øst.

– Ulykken viser, der er en sikkerhedsrisiko. Risikoen for at begå fejl er større, når man er nervøs. Overvågningen skulle have sikret, at der ikke kunne ske fejl, sagde dommeren ved domsafsigelsen ifølge mediet.

Under sagen forklarede kvinden, at hun fortsat døjer med mén efter ulykken. Hun lider af føleforstyrrelser, nerveskader og PTSD.

Ulykken skete i 2020. Her skulle kvinden springe ud i et såkaldt frit fald fra 16 meters højde. Men i stedet for at blive grebet af sikkerhedsudstyret, ramte hun jorden.

Det beskriver TV 2 Øst.

På ulykkesstedet skal gæsterne før springet koble sig fra et sikkerhedssystem over på et andet.

Kragerup Gods mente ikke, at man kunne gøre godset ansvarlig for ulykken. Men det valgte ikke at anke dommen, skriver TV 2 Øst.