16. jul. 2025 - 5:07

To meldes dræbt i russiske angreb i det østlige Ukraine




Mindst to personer er natten til onsdag blevet dræbt i et russisk droneangreb nær byen Kharkiv i det nordøstlige Ukraine.

Det melder den ukrainske beredskabstjeneste ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De to personer har mistet livet nær byen Kupjansk, der ligger øst for storbyen Kharkiv.

Regionens guvernør, Oleh Synjehubov, melder desuden, at tre personer er blevet såret inde i selve Kharkiv, efter at mindst 17 eksplosioner kunne høres i løbet af 20 minutter.

Industribyen Kryvyj Rih i det centrale Ukraine er også blevet udsat for luftangreb med droner og missiler. Det melder lederen af byens militære administration, Oleksandr Vilkul.

Oleksandr Vilkul fortæller, at byens strøm- og vandforsyning er blevet ramt og sat ud af drift. Derudover er der et ukendt antal personer blevet såret.

I Ukraines hovedstad Kyiv har luftalarmerne lydt, oplyser byens borgmester Vitali Klitschko. Der meldes umiddelbart ikke om skader på bygninger og mennesker.

Rusland har ikke umiddelbart kommenteret angrebene.

Det russiske militær har den seneste tid intensiveret luftangrebene på ukrainske byer.

USA’s præsident, Donald Trump, har de seneste dage kritiseret Ruslands præsident, Vladimir Putin, for ikke at være oprigtig, når han siger, at han ønsker fred.

Mandag sagde Trump, at han vil indføre amerikanske toldsatser og sanktioner mod Rusland, hvis Rusland ikke indgår en aftale om våbenhvile inden for 50 dage.

USA har desuden efterkommet et fælles ønske fra forsvarsalliancen Nato og Ukraine om at levere Patriot-luftforsvarsmissiler til Ukraine.

Ukraines regering ser Patriot-systemet som afgørende for at forsvare landets byer mod russiske luftangreb.