09. aug. 2023 - 14:49

Rockere sigtes for at have styret hashsalg for millioner i park




I en sag om organiseret handel med hash i Nørrebroparken i København er to mænd anholdt. De er sigtet for salg af 1,6 ton hash.

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der står bag anholdelserne, onsdag i en pressemeddelelse.

Mændene er begge knyttet til rockermiljøet, og begge har tidligere været involveret i Hells Angels, skriver eb.dk.

Den enorme mængde skal ifølge politiet have været solgt gennem tre år i Nørrebroparken. Fra januar 2019 til december 2021. Hver dag sørgede mændenes hjælpere for at afsætte halvandet kilo, mener politiet.

Ifølge sigtelsen, der er blevet læst højt i et grundlovsforhør i Københavns Byret, har der været “et betydeligt udbytte”.

Den ene mand, der er 41 år, havde 30.000 euro på sig, da han tirsdag aften blev anholdt i lufthavnen i Kastrup, hvor han på vej ud af landet.

Desuden har betjente fundet 1,6 millioner kroner i en pose under en ransagning på Østerbro, ligesom der lå kontanter i en aflåst kasse. Eb.dk skriver, at der er fundet “mellem tre og fire millioner kroner” i alt.

Også fundet af en revolver i et kælderrum på Østerbro ønsker politiet at gøre den 41-årige ansvarlig for.

Den anden er en 47-årig mand. Han er blevet anholdt i Vestre Fængsel onsdag eftermiddag, hvor han afsoner en anden dom.

De to mænd fremstilles i grundlovsforhør i København sent onsdag. Her skal en dommer afgøre, om der er grundlag for en begrundet mistanke og for varetægtsfængsling.

NSK er en landsdækkende specialenhed i dansk politi.

Enheden håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om eksempelvis økonomisk kriminalitet og organiseret kriminalitet.