19. jan. 2024 - 7:13

To lastbiler spærrede vejbaner og skabte kø på E45




Nattens snefald gav fredag morgen problemer på især motorvej E45 i Sydøstjylland. Både ved Horsens og ved Vejle blev motorvejen således spærret af lastbiler, som holdt på tværs af vejen.

Ved Vejle måtte motorvejen spærres i sydgående retning. Der er dog åbnet for trafikken igen, og kort før klokken 10 oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, at to ud af tre spor er farbare.

Det sidste spor er spærret, mens kørebanen renses for dieselolie, som blev spildt i forbindelse med lastbiluheldet.

Hvad angår lastbilen, der spærrede motorvejen ved Horsens, meddelte Vejdirektoratet tidligere på morgenen, at oprydningsarbejdet ville være ovre omkring klokken 08. Også her var det i sydgående retning.

Østjyllands Politi oplyste tidligt fredag morgen, at der var sneglatte veje i hele politikredsen.

– Kør forsigtigt og hold god afstand, lød det fra vagthavende ved Østjyllands Politi Per Bennekov.

Samme melding kom fra Nordjyllands Politi.

– Der er steder, hvor der kan være glat eller pletvist glat, så jeg vil helt klart stadig anbefale at køre efter forholdene, sagde vagtchef Jesper Sørensen.