05. aug. 2025 - 6:36

To børn meldes såret efter russisk luftangreb i Kharkiv




Flere personer, heriblandt to børn, er blevet såret under et russisk luftangreb på byen Lozova, der ligger i regionen Kharkiv i det østlige Ukraine.

De melder Serhij Zelenskyj, der er leder af byrådet i Lozova, tirsdag.

– Kritisk infrastruktur, beboelsesejendomme og private hjem er blevet beskadiget, skriver han på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

Han kalder samtidig luftangrebet det største på byen siden krigens begyndelse for mere end tre år siden.

Dele af byen står desuden uden vandforsyning og strøm, tilføjer byrådslederen.

– Vi kommer til at holde ud, skriver han.

Det fremgår ikke umiddelbart præcist, hvornår angrebet skete.

Rusland har ikke umiddelbart kommenteret meldingerne om angrebet.

Lozova, der ligger i den sydlige del af Kharkiv, havde inden Ruslands invasion af Ukraine mere end 55.000 indbyggere.

Regionen grænser op til Rusland og har siden invasionens begyndelse ofte været mål for russiske drone- og missilangreb.

Også tidligt mandag aften var der meldinger om et luftangreb i Kharkiv.

Her meldte regionalt politi på Telegram, at en mand og en kvinde var blevet dræbt af en drone, mens de kørte på en knallert nær byen Vovtjansk, der ligger i den nordlige del af Kharkiv.

Natten til tirsdag har der desuden været meldinger om ukrainske luftangreb i Rusland.

I regionen Rostov, der ligger i den sydlige del af Rusland, melder guvernør Jurij Sljusar tirsdag på Telegram, at ukrainske droneangreb har startet flere brande, heriblandt en brand på en transformerstation.

Guvernøren melder, at ingen personer blev såret i angrebet, ligesom at branden skal være blevet slukket.

Ruslands forsvarsministerium oplyser tirsdag morgen, at 24 ukrainske droner er blevet skudt ned i løbet af natten.

Ukraine har tirsdag morgen ikke umiddelbart kommenteret meldingerne.

Begge sider har flere gange afvist, at de har civile som mål i deres angreb i krigen.

Ukraine har sagt, at dets angreb i Rusland har til formål at ødelægge infrastruktur, som spiller en vigtig rolle i den russiske krigsindsats.

Reuters