03. feb. 2026 - 8:36

To anholdt for at indsmugle tusindvis af piller fra Polen




To mænd blev mandag anholdt og sigtet for indsmugling af tusindvis af opioider.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Sagen er efterforsket af den særlige politienhed National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Den ene anholdte, en 46-årig mand fra Vejle, er sigtet for indsmugling af samlet 34.328 oxycontin-tabletter – primært fra Polen. Den anden, en 20-årig mand fra Ærø, er sigtet for indsmugling af 16.800 af pillerne.

Politiet har løsladt den yngste efter afhøring, mens den 46-årige fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Kolding tirsdag. I retsmødet ventes en anklager at kræve ham varetægtsfængslet.

Anholdelserne af de to mistænkte fandt sted i henholdsvis Vejle og Svendborg og er sket på baggrund af efterforskning mod et netværk, som NSK mistænker står bag indsmugling af en større mængde opioider til Danmark.

Tidligere i januar blev to andre anholdt ved den dansk-tyske grænse ved Padborg og sigtet for indsmugling af tusindvis af oxycontin-piller.

Oxycontin er opioider, som er stærkt smertestillende og afhængighedsskabende. Pillerne findes som lovlig, receptpligtig medicin, men der er også et ulovligt marked, hvor de sælges og produceres i strid med loven.