Cyperns tidligere udenrigsminister Nikos Christodoulides fører i Cyperns præsidentvalg, hvis første runde blev afviklet søndag.
Det viser en valgstedsmåling, som blev offentliggjort ved valgstedernes lukning klokken 17 dansk tid.
Det står klart, at en anden valgrunde skal finde sted den 12. februar. Det skyldes, at ingen af de opstillede kandidater får over 50 procent af stemmerne i første runde. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Nikos Christodoulides, der er opstillet som uafhængig kandidat, står til at få mellem 30 og 33,5 procent af stemmerne.
Averof Neophytou, som leder det regerende konservative parti, og den uafhængige kandidat Andreas Mavroyiannis, som har støtte fra venstrefløjen, ligger side om side med mellem 26,5 og 29,5 procent af stemmerne. Det viser valgstedsmålingen på det statslige tv.
De to kandidater, som går videre, har en uge til at fortsætte deres valgkamp, hvor de skal forsøge at vinde opbakning fra de kandidaters vælgere, som er blevet elimineret ved søndagens første runde.
Valgkampen har været domineret af spørgsmål om en genforening af den delte ø, indvandring, korruptionsskandaler og faglige konflikter.
Alle de dominerende præsidentkandidater er tæt knyttet til den afgående højreorienterede præsident Nicos Anastasiades.
Christodoulides brød med sit eget konservative parti og splittede højrefløjen, da han stillede op som præsidentkandidat og dermed udfordrede sin partileder Neophytou.
Han støttes af partier, som traditionelt har stået for en hård kurs i diskussionerne om en genforening af Cypern.
Cypern blev delt ved en tyrkisk invasion i 1974 efter et kortvarigt græsk-inspireret kup. Den sidste runde forhandlinger om en endelig fredsaftale brød sammen i 2017.