06. mar. 2023 - 8:26

Tidligere næstformand for Nye Borgerlige melder sig ud af partiet




Henriette Ergemann, der 20. februar trak sig som politisk næstformand for Nye Borgerlige, efter at en række kontroversielle opslag på sociale medier blev fundet frem, har nu meldt sig helt ud af partiet.

Det skriver lokalmediet sn.dk. Nye Borgerlige har bekræftet oplysningen over for Ritzau.

Hun fortsætter i stedet som løsgænger i kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune.

Ud over Henriette Ergemann har Tonny Voldby Pedersen forladt partiet og er blevet løsgænger i Kalundborg.

Ifølge ham “var det jo ikke rigtigt frivilligt”, da Ergemann trak sig 20. februar.

Dengang lød det ellers blandt andet fra hende, at “beslutningen er min” og, at hun “er en holdspiller ind til benet”.

– Hun fik at vide, at ti eller flere kommunalbestyrelsesmedlemmer ville gå, hvis hun ikke trak sig, siger Tonny Voldby Pedersen til sn.dk.

Henriette Ergemann har samme udlægning, lyder det til samme lokale medie.

Hun blev “gjort bekendt med, at 10-15 byrådsmedlemmer ville gå, hvis ikke jeg trak mig fra posten”.

Tonny Voldby Pedersen og Henriette Ergemann har nu startet sammenslutningen “Frit Borgerligt Fællesskab”, som de håber kan blive til et parti.

Her er også Jesper Høgedal, der blev ekskluderet fra Nye Borgerlige 21. februar, med.

Det var på Nye Borgerliges ekstraordinære generalforsamling 7. februar, at Ergemann slog fem andre kandidater og blev ny politisk næstformand. På samme generalforsamling blev folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen ny formand.

Kort efter, at hun blev valgt, beskrev B.T. og Ekstra Bladet en række kontroversielle kommentarer på sociale medier fra Ergemann om coronavirus.

Opslag, hun har skrevet, inden hun blev næstformand, og som hun siden beklagede og kaldte “uhensigtsmæssige”.

Eksempelvis har hun skrevet på Facebook i maj 2021, at tidligere generalsekretær for Unicef Karen Hækkerup skulle “i fængsel for mord på uskyldige børn” og kaldte hende en “sindssyg kælling”.

Kommentaren faldt i forbindelse med en video, hvor Karen Hækkerup ifølge Ekstra Bladet fortalte, at Unicef var begyndt at indkøbe sprøjter, fordi børn skulle vaccineres mod coronavirus.

Ifølge Ergemann har “interne modstandere” sendt billeder af kommentarerne til pressen.

– De har bare siddet og ventet på, at jeg blev valgt. Folk, jeg naivt troede, jeg havde et fællesskab med, har været medvirkende til at føre kniven. De har fodret pressen med screenshots, der florerede rygter om, at jeg havde kuppet valget, så snart resultatet forelå, siger hun til sn.dk.

Videre lyder det om kommentarerne om coronavirus, at hun “sådan set stadig mener det”.

Men havde hun “vidst, hvad det ville medføre”, havde hun “aldrig formuleret mig sådan”.

På Facebook skriver formand Lars Boje Mathiesen, at han ikke vil “bakke op om direkte gakgak og konspiratoriske udtalelser og holdninger”.

– Det har der så været folk i partiet, som mente, at jeg skulle og burde, men det kommer ganske enkelt ikke til at ske.

– Derfor er det meget fornuftigt, at der nu er nogle, som siger farvel, skriver han blandt andet mandag.

Nye Borgerlige vælger først ny politisk næstformand på næste ordinære årsmøde i oktober.